BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Rygaards Skole søger en Administrativ medarbejder (barselsvikariat)
Vi søger en engageret og kompetent administrativ medarbejder (barselsvikar) til vores team på Rygaards Skoles kontor. Har du mod på at administrere og håndtere forskellige data relateret til elever, test, rapportering, digitalisering, samt optimering af IT-relaterede projekter? Kan du samtidig sætte plaster på, svare telefoner og personlige henvendelser? Vil du være en del af et internationalt og ambitiøst fællesskab? Så læs endelig med her.
Om stillingen
Som administrativ medarbejder vil du spille en central rolle i skolens administration og have ansvar for dannelse og koordination af elevrapporter og filer samt stå for support til elever og personale vedrørende brug og adgang til vores systemer, herunder Microsoft Teams. Det er derfor vigtigt, at du kan formidle IT-sprog på let og forståelig vis, samt at du er god til at kommunikere på dansk og engelsk med både børn, personale, forældre og eksterne parter i skoleverdenen.
I stillingen kan du forvente at skulle arbejde med både generelle henvendelser i receptionen samt større digitaliseringsprojekter. Stillingen indebærer et tæt samarbejde med dine kollegaer i skolens administration. Her har I selvstændigt ansvar for hver jeres specialiserede område, samtidig med at I sammen og på lige fod tager jer af henvendelser i receptionen, via telefonen, samt servicering af ledelse og lærere. Der er tale om et lille administrativt team af fem forskellige mennesker, som vægter et godt kollegaskab og sammenhold højt.
Hvem er du?
- Du har teknisk forståelse for data og IT.
- Du har erfaring med administration. Derudover er det en fordel, hvis du har kendskab til GDPR og compliance, men ikke et krav.
- Du har erfaring med koordinering og projektstyring.
- Du er proaktiv, struktureret anlagt og har gode analytiske evner.
- Du er serviceminded og trives i at arbejde i et lille team i et omskifteligt receptionsmiljø, hvor ikke to dage er ens.
Hvem er vi?
Rygaards Skole er en stor fri grundskole med både en dansk og en international afdeling, hvor børn og voksne fra mange forskellige kulturer deler en hverdag med trivsel og læring i fokus. Her tror vi på, at vi hver især har fået særlige evner og talenter, som skal hjælpe os til personlig udvikling og virke til glæde for samfundet.
Vi er en moderne katolsk skole, som oprettedes i 1909 af Assumptionssøstrene, en fransk nonneorden, som ønskede at skabe en uddannelsesmulighed, som fokuserede på at styrke det enkelte barns særlige kompetencer, tro på sig selv og evne til at præge verden.
På Rygaards bliver du en del af et kompetent og engageret arbejdsfællesskab, som virkelig ønsker at gøre en forskel for hvert enkelt barn og for verden.
Det praktiske
- Ansøgningsfrist: onsdag d. 12. juni 2024.
- Stillingen er en tidsbegrænset stilling med start: mandag d. 2. september 2024 t.o.m. 31. marts 2025.
- Løn efter overenskomst.
- Vi indhenter børneattest ved ansættelse.
- Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 25 og 26.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gentofte Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Rygaards Skole, Bernstorffsvej, 2900 Hellerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6062572