Mad, kærlighed og drømmen om succes er hovedingredienserne i Christoffer Boes spillefilm, kærlighedsdramaet SMAGEN AF SULT med Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne. Filmen er produceret af Zentropa Entertainments og skrevet af Christoffer Boe og Tobias Lindholm.
SMAGEN AF SULT er en del af Biografklub Danmark og får biografpremiere over hele landet torsdag den 24. juni 2021.
Handlingen
Maggie og Carsten elsker hinanden, har to skønne børn og åbner deres egen gourmetrestaurant Malus. De vil ha’ det hele. Og har det hele. Næsten. For de mangler den forjættede Michelin-stjerne. Deres store fælles drøm, som de har satset alt på at opnå. Men en dag modtager Carsten et brev om, at hans kone elsker en anden. Hvem har sendt det og hvorfor? I deres umættelige passion for livet og jagt efter den ultimative anerkendelse, har de glemt at livets måltider ikke er gratis. Alt har en pris.
Boe og Lindholm i manuskript-alliance
Christoffer Boe har skrevet filmens manuskript sammen med én af det seneste årtis mest succesfulde danske instruktører og manuskriptforfattere: Tobias Lindholm. Som instruktør har sidstnævnte stået bag prisbelønnede film som R (2010), Kapringen (2012), Krigen (2015), flere afsnit af Netflixs kritikerroste Mindhunter (2017) og TV 2’s store dramaserie-satsning Efterforskningen (2020) om opklaringen af drabet på Kim Waal. Og som manuskriptforfatter har han - foruden sine egne film - også skrevet I Lossens Time (2013), 2. Verdenskrig-filmen 9. april (2015) samt Submarino (2010), Jagten (2012), Kollektivet (2016) og den aktuelle Druk (2020), alle i samarbejde med Thomas Vinterberg.
Boe genforenes med producer
Bag filmen står Zentropa Entertainments og producer Louise Vesth, som blev genforenet med Christoffer Boe for første gang siden filmskolen, da de sammen skabte Journal 64 i 2018. Louise Vesth har været fast producer for Lars von Trier siden Melancholia (2011) og har desuden produceret film som Sandheden om mænd (2010), den Oscar-belønnede En kongelig affære (2012), Der kommer en dag (2016), Christian Jungersen-filmatiseringen Du forsvinder (2017), tv-serien Klovn (2005-09) og filmen Klovn The Movie (2010), samt de fire første Afdeling Q-film (2013-18). Hun er den eneste producer i Danmark, som har produceret fem danske film inden for det seneste årti, der alle har solgt over 700.000 billetter.
SMAGEN AF SULT er instrueret af Christoffer Boe og skrevet af ham selv sammen med Tobias Lindholm. Filmen er produceret af Zentropa Entertainments v/ producer Louise Vesth. Den er co-produceret med Zentropa Sweden og Film i Väst, med støtte fra Det Danske Filminstitut, Svenska Filminstitutet, Nordisk Film & TV Fond, i samarbejde med TV 2 Danmark og SVT og med udviklingsstøtte fra The Creative Europe Programme - Media of The European Union. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution i Danmark. Internationalt salg varetages af TrustNordisk.
Filmen er en del af programmet i Biografklub Danmark i sæsonen 2020-21.