Bliv en del af et engageret team som simulationsassistent på Rigshospitalet

dato

Nu har du muligheden for at lære at arbejde med over 35 medicinske og kirurgiske procedurer.

Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation Rigshospitalet (Ryesgade 53B) har brug for 3 nye studentermedarbejdere til simulationsgruppen pr. 11. august 2025 (uge 33). Vi søger derfor engagerede, sociale og aktive studerende til at indgå i vores hyggelige og sociale team.

CAMES samler Region Hovedstadens forsknings-, udviklings- og undervisningsaktiviteter indenfor medicinsk og kirurgisk simulation. Målet med alle CAMES-aktiviteter er at øge kvaliteten og sikkerheden i patientbehandlingen. Den simulationsbaserede træning af læger og andet sundhedspersonale på CAMES er primært en forberedelse til kliniske procedurer i et trygt læringsmiljø. CAMES-slogan er “Man øver sig, før man udfører proceduren på patienten.”

Hvad kan vi tilbyde:

  • Avanceret simulationsudstyr og kendskab til mange medicinske og kirurgiske procedurer
  • Arbejdsplads ved Rigshospitalet på Ryesgade
  • Altid weekend og helligdagsfri samt fri i sommerferien
  • Overenskomstsikret god løn for simulationsansatte og meget fleksible arbejdstider
  • Gode muligheder for at deltage i forskningsgrupper eller andet forskningsarbejde
  • En hyggelig studentergruppe, hvor vi tager os godt af hinanden
Om jobbet
Arbejdsopgaverne for CAMES studentermedarbejdere i simulationsgruppen består primært i at assistere, hjælpe og undervise hovedsageligt KBU- og introlæger under simulationsbaseret selvtræning (til fx gastro-, kolo-, bronko- eller laparoskopi). Du hjælper kursisterne godt i gang, svarer på spørgsmål og deler ud af tips og tricks, så de får mest muligt ud af deres træning. Som en del af dit arbejde, vil du også skulle hjælpe med at svare på de spørgsmål kursisterne måtte have om kurserne enten via telefon eller mail.

Du vil være bindeleddet til mange af speciallægerne for vores kurser, og bistå dem ved tekniske problemer eller andet forfaldende arbejde. Herudover assisterer man ved afholdelse af de stationsbaserede eksaminer (OSCE og MFTL), klargøre og vedligeholde udstyr og lokaler, samt bistår de fastansatte i andet forefaldende arbejde efter behov. Der vil være mulighed for selv at øve på udstyret og træne sine egne færdigheder. En anden vigtig funktion er, at yde service for vores mange gæster med fx at sørge for forplejning, kaffe, oprydning, tømning af opvaskemaskine osv.

Vores aktiviteter indenfor simulationsbaseret færdighedstræning foregår i CAMES’s lokaler i Ryesgade 53B på Rigshospitalet (opgang 98A).

Jobbet er meget selvstændigt og kræver en vis sans for struktur. Det er vigtigt, at du kan træde ind i en professionel rolle overfor færdiguddannede læger, og kunne vejlede dem rigtigt.
Du oplæres grundigt i de relevante procedurer og opgaver. Når du har opnået erfaring med opgaverne, kan du blive tilbudt en tovholderfunktion.

Om os
CAMES er organiseret som en del af Center for HRU i Region Hovedstaden. Vi udbyder mange forskellige kurser, driver en vifte af udviklingsprojekter og er verdensførende inden for forskning i simulationsbaseret læring i sundhedsvæsenet. Vi er en tværfaglig arbejdsplads med læger, sygeplejersker, SOSU, fysioterapeuter, ingeniører, magistre, psykologer og HK’ere foruden vores studentermedarbejdere.

Ud over simulationsgruppen, er der på CAMES også en gruppe studenterundervisere som beskæftiger sig med undervisning på medicinstudiet. Vi gør meget ud af at skabe sociale arrangementer med de studerende fra denne gruppe, så der bliver et godt fællesskab mellem alle de studerende der har sin gang på CAMES. Ud over grupperne på Ryesgade har CAMES en gruppe studerende ansat ved på Herlev hospital, som assisterer ved full-scale simulation. CAMES bedriver udvikling og innovation og har derfor en ret omskiftelig hverdag med jævnlige ændringer, nye opgaver og kolleger samt mange samarbejdspartnere. Vi er ambitiøse på kvaliteten af det, som vi leverer hver især og sammen.

Om dig
Du er medicinstuderende på bachelordelen og har ved tiltrædelse 11. august bestået 3. semester. Du er interesseret i praktiske procedurer med særlig vægt på kirurgiske procedurer, simulation, facilitering og feedback. Du har gode samarbejdsevner, er struktureret og kan udvise stor fleksibilitet og holde mange bolde i luften. Du skal også have lyst til at give god service til både kursister og kursusledere.

På CAMES har vi en uformel omgangstone, og alle har gensidig respekt for hinanden. Vi løser mange forskellige opgaver og lægger vægt pa mangfoldighed, så hvis du har kreative evner, erfaringer med innovation eller andet, så hører vi også gerne om det i ansøgningen.

Yderligere oplysninger
For flere oplysninger kan du henvende dig til:
Copenhagen Academy of Medical Education and Simulation, Rigshospitalet

Holdleder Mikkel Sandager Nielsen mail: mikkel.engell.sandager.nielsen@region.dk, tlf.: 31160084

Teamkoordinator Jane Mladenovic Hansen mail: jane.mladenovic.hansen@regionh.dk

Løn og ansættelsesvilkår
Efter gældende overenskomst indgået mellem Danske Regioner og FADL.
Du ansættes uden fast arbejdstid, som varierer over et semester, men i gennemsnit 5-6 timer ugentligt. Arbejdstiden er fortrinsvis på hverdage i tidsrummet 08.00-20.00. Arbejdet fordeles mellem ca. 20 studentermedarbejdere i en vagtplan med forpligtet vagtdækning.

Ansøgningsprocedure
Du kan kun ansøge via Region Hovedstaden, hvor du skal indtaste kontaktoplysninger, CV-oplysninger, resultatudskrift af din uddannelse samt skrive en motiveret ansøgning. Der kan ikke ansøges på andre måder.
Du vil modtage en bekræftelse på, at ansøgningen er modtaget.
Ansøgningsfrist: d. 18. maj 2025.

Samtaler afholdes 4. juni 2025. Du skal kunne være fysisk til stede, og du bedes undervise ansættelsesudvalget i en ikke klinisk færdighed i 5 minutter til samtalen.
Der vil være borde, stole og gulvplads til rådighed.

Du skal kunne deltage i daglig oplæring i uge 33 og 34.

Der vil være åbent hus fra kl. 14-18 den 23/04, 30/04, 07/05, 14/05 på Ryesgade 58b 4.sal, hvor du kan se og høre mere om CAMES og arbejdet som simulationsassistent.




INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

HR og Uddannelse, Kildegårdsvej , 2900 Hellerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-05-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/fc4b7584-01ab-43c1-b59a-c07adbf07485

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet