Bliv HR-konsulent med ansvar og indflydelse i et stærkt fællesskab hos Region Hovedstaden

dato

Vil du være en del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor vi finder løsninger, der fungerer i praksis?

Vi har gang i noget stort i Centerfælles HR. Med etableringen af Den Fælles Sterilcentral og vores fortsatte HR-understøttelse af Region Hovedstadens Apotek og koncerncentrene har vi brug for flere gode kræfter på holdet. Vi opnormerer for at sikre en fortsat stabil drift og professionel HR-understøttelse, samtidig med at vi udvikler vores arbejdsgange og skaber de bedste løsninger for lederne for ca. 5.000 medarbejdere.

I Region Hovedstaden handler det om liv – og derfor også om det gode arbejdsliv. Vores arbejde bygger på en kultur præget af åbenhed, hvor vi deler viden, idéer, spørgsmål, uenigheder, bekymringer og fejl, fordi vi ved, at vi bedst lykkes i fællesskab. Tillid er en grundsten i vores samarbejde, og vi sætter pris på input, som vi kan lære af sammen. Med et helhedssyn ser vi på opgaverne i en større sammenhæng og skaber løsninger, der gavner både den enkelte og fællesskabet.

Samtidig holder vi en høj faglighed og sikrer en professionel opgaveløsning, hvor vi arbejder målrettet, men med en lethed, der gør hverdagen både meningsfuld og sjov. Vores uformelle omgangstone og stærke fællesskab skaber et arbejdsmiljø, hvor vi lærer af hinanden, har plads til et godt grin og gør vores bedste – sammen.

Bliv en del af et team, hvor regler og virkelighed skal gå op i en højere enhed
Du er selvfølgelig ikke alene om at løse opgaverne. Du vil arbejde tæt sammen med ca. 12 dygtige kolleger. Som HR-konsulent hos os bliver du en vigtig sparringspartner for ledere og får en bred rolle inden for HR-administration, rådgivning og procesoptimering. Vi arbejder i et felt, hvor regler og praksis ikke altid spiller perfekt sammen – og her er det vores opgave at finde de løsninger, der både overholder rammerne og giver mening i virkeligheden.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Rekrutteringsadministration – kvalitetssikre stillingsopslag, oprette stillinger i vores rekrutteringssystem samt hjælpe med samtaleindkaldelser og afslag.
  • Lønforhandling & rådgivning – vejlede ledere om lønniveauer, forhandle løn med tillidsrepræsentanter og udarbejde ansættelsestilbud.
  • Personaleadministration – rådgive ledere om ferie, løn, orlov og overenskomster samt håndtere personaleoprettelser og ændringer i systemer.
  • Årlige lokallønsforhandlinger – deltage i forhandlinger, rådgive om lønniveauer og udarbejde aftaler og referater.
  • Udvikling af HR-processer – bidrage til digitalisering og forbedring af vores HR-arbejde, så vi løbende optimerer vores arbejdsgange.
Det, vi ikke laver
Vi løser ikke opgaver som search, screening af kandidater, personlighedstest eller deltager i de enkelte ansættelsessamtaler – og vi laver heller ikke løn eller ledelses- og organisationsudviklingsopgaver.

Her lærer du noget nyt hver dag – og får hurtigt ansvar
Hos os sker udvikling i hverdagen. Du vil hurtigt få indflydelse på dine egne opgaver og mulighed for at tage ansvar, samtidig med at du sparrer med erfarne kolleger og udvikler dine evner inden for personaleadministration, lønforhandlinger og HR-rådgivning.

Du bliver skarp til at prioritere, tænke kreativt inden for faste regler og håndtere forskellige mennesker og interesser. Og vigtigst af alt: Du gør en forskel for ledere, der har brug for en dygtig HR-samarbejdspartner.

Er det dig, vi leder efter?
Du har erfaring med HR-administration, overenskomster og lønforhandlinger – gerne fra det offentlige. Vi forestiller os, at du har en relevant baggrund, fx en kontoruddannelse med HR-erfaring eller en anden relevant uddannelse, men vigtigst er din erfaring og tilgang til arbejdet.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Arbejder effektivt, selvstændigt og struktureret – du tager ansvar for dine opgaver og driver dem fremad, også når hverdagen er travl, og der kører flere sideløbende processer. Du får tingene til at ske uden at vente på, at andre sætter dig i gang.
  • Er detaljeorienteret, men formår at bevare overblikket – når du kvalitetssikrer stillingsopslag eller rådgiver om lønforhold, har du styr på detaljerne, men du kan også hæve blikket og se den større sammenhæng.
  • Kommunikerer klart og tydeligt – altid med brugeren i fokus – du kan omsætte komplekse HR-regler til brugbare løsninger for ledere og medarbejdere, så de forstår, hvad de skal gøre, og hvorfor.
  • Har systemforståelse og trives med at arbejde digitalt i forskellige systemer og programmer – du er vant til at arbejde i HR-systemer og sætter dig hurtigt ind i nye platforme, samtidig med at du tænker digitalisering som en vej til smartere arbejdsgange.
  • Er serviceminded, løsningsorienteret og skaber tillid hos både ledere og kolleger – du møder folk med en hjælpsom og imødekommende attitude og finder løsninger, der balancerer både regler og den virkelighed, vi arbejder i.
Fleksibilitet og fællesskab – vi tilbyder et arbejdsmiljø, hvor du trives
Vi er en del af enheden Forhandling og Vilkår, hvor du får ca. 30 dygtige og engagerede kolleger, heraf 12 i sektionen Centerfælles HR, som du vil arbejde tæt sammen med. Vi understøtter Region Hovedstadens Apotek, Den Fælles Sterilcentral og koncerncentrene i Region Hovedstaden i HR-administrative opgaver, herunder individuelle ansættelsesforhold, rekruttering, lønforhandlinger og personalejuridisk rådgivning.

Samtidig har vi stor fleksibilitet i arbejdet, så der er en god balance mellem job og privatliv. Vi har flextid og mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse 1. juni 2025, men tidligere eller senere tiltræden kan eventuelt aftales.

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af eventuelle tillæg, der afspejler dine erfaringer og kvalifikationer.

Vi holder til på Gentofte Hospitalsvej 4C, 2900 Hellerup, men du skal i et mindre omfang forvente også at deltage i fysiske møder på andre af regionens matrikler.

Vil du med på holdet?
Skriv i din ansøgning, hvilke konkrete erfaringer du har med vores opgaver, og hvad du lægger vægt på i samarbejdet med ledere og kolleger.

Ansøgningsfristen er søndag den 30. marts 2025.

1. samtale afholdes fredag den 4. april 2025.

2. samtale afholdes torsdag den 10. april 2025. Hvis du går videre til anden samtale, vil du få en mindre case, du skal løse til samtalen.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og uddannelsesbevis – brug gerne vores online rekrutteringssystem.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål eller har lyst til at komme forbi til en uformel snak.
Ræk ud til sektionschef Tina Eggert Thomsen på telefon 2441 6422 eller mail: tina.eggert.thomsen@regionh.dk eller HR-konsulent Charlotte Larsen på telefon 38 66 63 71 eller mail: charlotte.larsen.07@regionh.dk

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gentofte Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

HR og Uddannelse, Kildegårdsvej , 2900 Hellerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 30-03-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/718649ac-59b7-453e-b612-60b73d92b639

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet