BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du en ph.d. grad, og har du erfaring med molekylærbiologi, immunologisk forskning og vaccineudvikling? Brænder du for en karriere, hvor du har mulighed for at omsætte din viden til nye innovative vacciner mod infektionssygdomme? Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du måske vores nye kollega!
Om Afdeling for Infektionsimmunologi
Afdeling for Infektionsimmunologi er en translationelt orienteret forskningsafdeling med fokus på udviklingen af vacciner mod nogle af verdens største sundhedsproblemer, herunder tuberkulose, klamydia og infektioner på slimhindeoverflader. Afdelingens forskning er internationalt førende, og der arbejdes i tæt kontakt med udenlandske forskningsmiljøer. Vi er en afdeling bestående af ca. 40 engagerede ansatte.
Din hverdag hos os
Du vil indgå i Sektion for Veterinær Vaccineforskning og deltage i de aktuelle forskningsprojekter med særligt fokus på antigen discovery i bakterielle infektioner på slimhinder hos grise. Sektionen ledes af forskningsprofessor Gregers Jungersen, der har det overordnede ansvar for de igangværende projekter og som vil være din nærmeste kollega. Dine primære arbejdsopgaver er forsøgsplanlægning, deltage i laboratoriearbejde, vejledning af studerende og ph.d. studerende, analysere og publicere resultater samt deltage i planlægning og ansøgning af nye projekter. På sigt er det vores håb, at du kan opbygge en selvstændig profil med egne projekter.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er dyrlæge, biolog eller lignende med en ph.d. og en stor erfaring inden for vaccineudvikling, immunologi og forsøgsplanlægning. Derudover har du:
- Erfaring med molekylærbiologi, herunder analyse af RNA ekspression
- Erfaring med flowcytometri, herunder indstilling af farvepaneler og databehandling i FlowJo
- Erfaring med cellebaserede assays til måling af immunologiske korrelater for beskyttelse
- Gerne autoriseret til FELASA C godkendelse til dyreforsøg
- Erfaring med forskningsansøgning
- Dokumenteret publikationsliste i anerkendte internationale peer-reviewede tidsskrifter
Vi tilbyder
Vi tilbyder et arbejdsmiljø, hvor samarbejde, personlig udvikling, arbejdsglæde og respekt for hinanden er nøgleord.
Du vil få en travl og spændende hverdag med afvekslende opgaver i et team, hvor der er fokus på høj faglighed. Vi lægger vægt på, at der er en uformel omgangstone og et godt arbejdsklima. Desuden er der rig mulighed for kompetenceudvikling og fleksible arbejdstider.
Om ansættelsen
Alt efter dine kvalifikationer bliver du ansat som post doc eller forsker i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation samt det til enhver tid gældende Cirkulære om Stillingsstruktur for videnskabeligt personale med forskningsopgaver ved sektorforskningsinstitutioner.
Med henblik på bedømmelse af de forskningsmæssige kvalifikationer indsendes en publikationsliste og 2-3 videnskabelige arbejder. De forskningsmæssige kvalifikationer vil blive bedømt af et fagkyndigt udvalg nedsat i henhold til gældende stillingsstruktur for videnskabeligt personale med forskningsopgaver ved sektorforskningsinstitutioner.
Der er tale om en 3-årig tidsbegrænset fuldtidsstilling med mulighed for forlængelse.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til forskningsprofessor Gregers Jungersen på tlf. 3268 8592
Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 25 og 26. Du kan læse mere om os på https://www.ssi.dk/
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gentofte Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
SSI, Artillerivej 5, 2300 København S
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169766&DepartmentId=9188&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5847543