På søndag overrækkes en check på knap 135.000 kroner til Familieidræt - en non-profit idrætsforening for børnefamilier i København drevet af frivillige. Og det er takket være de handlende i føtex food Hellerup.
Donationen kommer nemlig fra en gruppe lidt atypiske donorer. Med et enkelt tryk på flaskeautomaternes gule donationsknap har de handlende i Hellerup i alt doneret 133.559 kroner sammen med 14 øvrige butikker i københavnsområdet.
Det er ikke en svimlende sum, men i en tid hvor foreningslivet er presset, gør donationen en stor forskel for foreningen – og de unge medlemmers sundhed og sociale fællesskaber. Det fortæller Rosita Olvhøj, der er formand i Familieidræt:
”Det har været et svært år for landets idrætsforeninger og klubber. De sunde vaner og stærke fællesskaber har lidt under de mange restriktioner og nedlukningsperioder. Derfor betyder det utrolig meget for os, at vi kan holde hjulene i gang og gøre lidt ekstra for vores medlemmer fremadrettet - alt sammen takket være den flotte donation fra føtex og københavnerne,” siger hun.
Til stor glæde for foreningens medlemmer har Familieidræt siden januar kunne afholde udendørs events igen. Med donationen venter der medlemmerne et større udbud af aktiviteter, og man vil samtidigt bedre kunne fastholde teamet af frivillige instruktører, som er den bærende drivkraft, bag alt foreningen gør, fortæller Rosita Olvhøj.
Familieidræt er specifikt udvalgt som donationsmodtager af varehuscheferne. Sundhed og velvære er nemlig hjertesager i føtex, og Familieidræt udbyder netop aktiviteter, der skaber livsglæde blandt Københavns børn og unge, og sætter rammerne for en sund hverdag i familielivet. føtex har derfor også valgt at lægge en donation på i alt 72.500 kroner oveni det indsamlede beløb.
”Sundhed handler jo om meget mere, end dét man putter i munden. Det handler også om familiernes livsglæde og sociale fællesskaber, som har været særligt udfordrede det seneste år. Så vi håber, at midlerne kan gøre en forskel for Københavns børnefamilier og sørge for, at de kan komme tilbage til en sund, aktiv og social hverdag, nu hvor landet forsigtigt åbner op igen,” fortæller Mads Duedahl, der er distriktchef i føtex food, København.