Nyt fra Hellerup i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hellerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra Bauhaus, Hillerød

Tirsdag morgen kl. 09.18 stjal en 35-årig udenlandsk mand diverse varer fra Bauhaus på Anelystparken 16 i Hillerød. Manden havde ukendt adresse og fik tildelt en straksbøde. 

Spirituspåvirket skyld i færdselsuheld, Furesø

En 34-årig mand fra Hillerød påkørte tirsdag kl. 09:50 en anden billist på Gammelgårdsvej i Furesø. Manden viste sig at være påvirket af alkohol, og blev kørt til Hillerød Sygehus for at få udtaget en blodprøve med henblik på at fastlægge den præcise promille. 

Målrettet indsats mod narkosalg, Furesø

Tirsdag middag kl. 12.20 undersøgte en patrulje p-kælderen under Birkehøjterrasserne i Farum. Her fandt narkohunden Vaks en klump hash i bagagerummet på en parkeret Audi. Klokken 12.30 fandt hundene Vaks, Fister og Pelle en klump hash i et loft på Nygårdterrasserne. Kl. 13.00 markerede Vaks på en 21-årig mand fra Farum, der viste sig at have hash på sin person. Kl. 13.10 blev en 21-årig mand stoppet ved Nygårdsterrasserne med hash på sin person. Og på Nygårdsterrasserne blev der stoppet en 22-årig mand fra København, der var i besiddelse af en mindre klump hash. Alle tre blev sigtet for brud på loven om euforiserende stoffer.  

Brand i skole, Birkerød

Tirsdag kl. 13.52 udbrød der brand i et fysiklokale på Rude Skov skole. Skolens elever blev evakueret, og det viste sig hurtigt, at der var tale om, at det var et stykke papir med ild i, der havde udløst brandsystemet. 

 

Tyveri af poncho, Hellerup

En ukendt gerningsmand stjal tirsdag kl. 14.26 en poncho fra butikken Nava på Strandvejen i Hellerup. Tyven beskrives som en mand på 30-40 år, 195 cm høj, spinkel af bygning og med lys hud. Personen har kort hår og bar slidt neglelak, halstørklæde, strikket sweater og en hættetrøje. Tyven efterlod i sin flugt en ladcykel på gerningsstedet. 

 

Tyveri af makeupartikler og slik, Hillerød

To piger på 13 og 14 år blev kl. 15.39 taget for butikstyveri i Bilka i Hillerød, da de stjal makeupartikler samt bland-selv slik. Pigernes forældre og de sociale myndigheder er underrettet. 

Personpåkørsel, Birkerød

En person afgik tirsdag aften ved døden efter at være blevet ramt at et tog ved Høvelte Trinbræt klokken 18.09. Omstændighederne omkring påkørslen bliver undersøgt nærmere, der er imidlertid intet, som tyder på, at der ligger en kriminel handling bag. Den afdøde er endnu ikke identificeret, og det har derfor ikke været muligt at underrette de pårørende endnu.

 

Ulovlige knallerter, Lynge

To 15-årige unge mænd, begge fra Lynge, blev ved 19-tiden standset af en patrulje på Femstykket. Her viste en kontrolmåling, at deres knallerter var konstruktionsmæssigt ændret, så de kunne køre hurtigere end de var godkendt til. De unge mænd blev sigtet for kørsel på ulovlige knallerter, og deres forældre samt de sociale myndigheder underrettes om sagerne.

 

Stjal taske fra bil, Hellerup

Klokken 19.38 kom en anmeldelse fra en borger, som netop havde set en mand knuse en rude i en bil, som holdt på Strandvejen, og stjæle en taske fra bagagerummet. Borgeren beskrev manden som var 180 cm høj, spinkel af bygning, iført grå hættetrøje med hætten trukket op over hovedet samt sort jakke. En patrulje blev sendt til stedet, men manden var ikke at finde i området.

 

Havde hash på sig, Fredensborg

En 20-årig mand fra Græsted blev klokken 20.12 truffet på en p-plads ved Stenholtsvang. Her blev han fundet i besiddelse af et par hashklumper, hvilket han blev sigtet for.

 

Sammenstød lukkede for trafik, Kgs. Lyngby

Flere biler stødte klokken 21.25 sammen på Helsingørmotorvejen. Der er ingen meldinger om personskade, men der skete stor materiel skade ved uheldet, som også betød, at afkørsel 15 samt flere vognbaner i en periode var lukket for trafik. Der blev åbnet for trafik igen klokken 22.10.

 

Lamper stjålet, Hellerup

Fra en have på Myl Erichsens Alle er der mellem klokken 22.00 og 23.45 tirsdag aften stjålet to udendørslamper. Tyveriet blev anmeldt klokken 23.48.

 

Bilbrand, Nærum

Klokken 23.52 kom en anmeldelse om, at der var brand i en bil, som stod i Egehegnet. Ilden nåede at sprede sig til yderligere en bil, og blev efterfølgende slukket af brandvæsenet. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

 

Kom i håndgemæng, Hillerød

Der opstod klokken 02.46 natten til onsdag håndgemæng mellem tre mænd på en p-plads på Tamsborgsvej. Her var to af mændene i færd med at begå hærværk, da en tredje, en 31-årig mand påtalte dette. De to hærværksmænd løb efterfølgende fra stedet. De beskrives som A: ca. 35 år, 170 cm høj, skaldet/kronraget, iført sort jakke. B: 180 cm høj med krøllet hår.
 




Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi