Hellerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Stole stjålet fra kantine, Værløse
I weekenden mellem lørdag d. 11 kl. 12.00 og søndag d. 12 kl. 12.00 har der været indbrud i en virksomhed på Birketoften, der har fået stjålet omkring 100 stole fra kantinen af ukendte gerningsmænd.
Vingummi og energidrikke stjålet, Birkerød
En 17-årig ung mand fra Birkerød blev mandag kl. 10.00 taget for butikstyveri i Føtex på Stiholmsvej, da han forlod butikken uden at betale for energidrikke og poser med vingummi.
Mindre færdselsuheld, Espergærde
Kl. 13.03 blev to piger på 12 og 13 år, begge fra Espergærde, ramt af en 82-årig mandlig bilist fra Espergærde, der var i færd med at foretage et højresving på Nørremarken. De to piger kom ikke til skade i uheldet, men blev kørt på hospitalet for at blive tilset.
Parfumetyveri, Kgs. Lyngby
To udenlandske mænd på 22 og 21 år blev mandag kl. 14.24 taget for butikstyveri i Magasin på Lyngby Hovedgade, da de forsøgte at forlade butikken med en dyr parfume.
Mindreårige med hash, Frederikssund
En 15-årige pige fra Frederikssund blev mandag kl. 15.30 fundet i besiddelse af hash, da hun blev mødt på A C Hansensvej i Frederikssund. Hashen blev konfiskeret og pigens værge blev kontaktet. Kl. 16.50 mødte en patrulje en 15-årig pige fra Ølstykke på Nygade, der også var i besiddelse af hash. Dette blev også konfiskeret og pigens værger underrettet.
Butikstyveri i Matas, Hellerup
En 38-årig kvinde fra Fredensborg blev mandag kl. 16.50 taget for at stjæle kosmetiske produkter i Matas på Tuborg Havnepark. Kvinden blev desuden også sigtet for at have begået butikstyveri i Bahne og Illums Bolighus.
Sigtet for narkokørsel, Gentofte
En 20-årig mand med ukendt adresse blev klokken 19.11 standset, da han kom kørende på Ved Ungdomsboligerne. Her blev han sigtet for narkokørsel og taget med på det nærmeste hospital, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den bliver nu analyseret med henblik på at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Knuste rude, Slangerup
Klokken 19.30 kastede en eller flere unge mænd sten på en termorude i en ejendom på Engvej, så det yderste lag blev knust.
Slog 13-årig i hovedet, Espergærde
En 13-årig dreng fra Kvistgård blev klokken 19.50 passet op af fire unge mænd i alderen 16-18 år, da han kom gående ved Espergærde Gymnasium. De forlangte at få hans penge, men da drengen ikke havde nogen penge, slog de ham i hovedet og tog hans drikkedunk fra ham. De fire unge beskrives som 16-18 år. Desuden beskrives en af dem som 180-190 cm høj, mellemøstlig af udseende, kraftig af bygning, mørkt/sort overskæg, iført sort dunjakke, sort kasket, sorte bukser og sorte sko. En anden af gerningsmændene beskrives som 180 cm høj, mellemøstlig af udseende, spinkel af bygning, iført sort tøj. En patrulje kørte efter anmeldelsen rundt i området for at finde gerningsmændene, det lykkedes imidlertid ikke.
Sigtet for spirituskørsel, Frederiksværk
Mandag aften klokken 21.54 blev en 53-årig mand standset ved Vinderød Skov. Manden blev sigtet for narkokørsel og for besiddelse af en mindre mængde hash. Den 53-årige mand blev kørt på hospitalet, hvor han fik udtaget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Forsøgte at bryde ind i villa, Hellerup
En mand forsøgte klokken 00.57 natten til tirsdag at bryde ind i en ejendom på Morgenvej. Han blev imidlertid opdaget af beboeren på stedet, som straks ringede til politiet og gav et signalement af manden. En hundepatrulje kom hurtigt frem til stedet og selvom det lykkedes politihunden at få færden af indbrudstyven, var han forsvundet fra området. Manden beskrives som 180 cm høj med overskæg, iført sort jakke med hætte, sorte bukser og sorte sko.