Nyt fra Hellerup i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hellerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Cykler og reservedele stjålet, Nordsjælland

Mellem mandag aften og tirsdag morgen klokken 06.00 er der stjålet en cykel samt cykeldele fra et skur på Alfabetvej. Tyven har brudt en nøgleboks op og har herefter brugt rette nøgle til at skaffe sig adgang til skuret. Sagen blev anmeldt klokken 08.15. Også i Stenløse har en cykeltyv været på spil. Her er der mellem midnat tirsdag og tirsdag morgen klokken 07.30 stjålet en cykel samt cykeldele fra et skur på Parkhøj. Anmeldelsen kom klokken 08.37 og tyven har aflistet en rude til skuret.

Tyve flygtede over jernbanespor, Dyssegård

Ved at løbe over sporene ved Dyssegård Station lykkedes det to indbrudstyve at slippe fra politiet. De to var umiddelbart forinden brudt ind i en villa på Røntoftevej, hvor en beboer kom hjem, netop som tyvene forlod adressen. Politiet blev straks alarmeret, og en patrulje kørte til området og fandt tyvene ved Dyssegård Station. Men da tyvene opdagede patruljen, tog de altså flugten over jernbanesporene. De beskrives begge som mænd, 170-180 cm høje og iført sort tøj. Den ene beskrives tillige som brun i huden.

Ridser i lakken, Espergærde

Mellem klokken 10.50 og 11.20 tirsdag formiddag er en bil, som holdt på Gylfesvej blevet ridste i lakken fra forskærm til bagskærm. Hærværket blev anmeldt klokken 11.25.

Mistede sin pung på indkøbstur, Birkerød

En 81-årig kvinde fra Birkerød fik tirsdag eftermiddag mellem klokken 12.10 og 12.25 stjålet sin pung, da hun var ude at handle i Føtex på Stiholmsvej. Ifølge anmeldelsen stod to kvinder meget tæt på hende i kassekøen. De beskrives begge som mellemøstlige af udseende, brune i huden med sort hår og 165-170 cm høje.

Ukrudtsbrænder antændte brand, Charlottenlund

Tirsdag eftermiddag klokken 14.59 opstod der brand i et drivhus på Nordvestvej. Branden skyldtes brug af en ukrudtsbrænder, og en 48-årig mand blev sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.

Stjal jakke og kaffemaskine, Kgs. Lyngby

En 34-årig mand fra Brønshøj blev tirsdag eftermiddag klokken 15.16 taget for butikstyveri i Magasin, hvor han havde stjålet en jakke og en kaffemaskine. Manden blev sigtet for forholdet.

Kørte uden kørekort, Holte

Klokken 15.45 tirsdag eftermiddag kom en 56-årig mand fra Birkerød kørende ad Kongevejen. Her blev han standset af en patrulje, som sigtede ham for kørsel uden førerret, da manden tidligere havde fået inddraget sit kørekort.

Brand i baghus, Vejby

Tirsdag eftermiddag klokken 16.46 opstod der brand i et baghus på Stokkemarksvej. Ingen personer kom til skade, og ilden er formentlig opstået i en el-installation.

Kørsel uden førerret, Gilleleje

På Græstedvej blev en 52-årig mandlig bilist fra Nordjylland standset af en patrulje klokken 19.50. Han blev her sigtet for kørsel uden førerret til den kategori af køretøj, han førte. 

Fremmed mand henvendte sig til 10-årig dreng, Kgs. Lyngby

På vegne af en 10-årig dreng fra Kgs. Lyngby blev det klokken 20.30 anmeldt, at en mand i en bil havde henvendt sig til drengen på Engelsborgvej, da drengen gik hjem fra skole kort før klokken 14. Ifølge drengens forklaring havde manden bedt ham sætte sig ind i bilen efter aftale med drengens forældre. Det havde drengen dog syntes var underligt, og han valgte derfor at sætte sig op på sin cykel og køre fra stedet. Manden beskrives af den 10-årige som: ældre, lav, dansk af udseende, fedladen, lys i huden, kronraget/skaldet. Iført blazer, som muligvis var ternet. Talte dansk.

Groft hærværk, Charlottenlund

Klokken 20.53 blev det anmeldt, at alle ruderne i en ejendomsmæglerforretning på Ordrupvej var blevet smadret af en ukendt gerningsperson på et ukendt tidspunkt. 

Røveri, Kgs. Lyngby

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 21.04, var en 18-årig mand ved 1-tiden natten til tirsdag blevet udsat for røveri på en parkeringsplads ved Buddingevej. Tre personer havde sparket den 18-årige, da han parkerede på stedet og åbnede bildøren, hvorefter de frarøvede ham hans taske indeholdende diverse kort og kontanter. Herefter forlod de tre personer stedet i en sølvgrå Fiat Punto i retning mod Søborg. De tre personer beskrives som:  mænd, mørke i huden. Iført mørkt tøj og masker.

Forholdet kan formentlig sættes i relation til den anmeldelse om hærværk på en bil, der indløb tirsdag klokken 00.44, og som er omtalt på døgnrapporten fra den 10.-11. januar 2022. 

Besiddelse af stoffer, Frederiksværk

En patrulje henvendte sig klokken 21.09 til en 21-årig mand fra Frederiksværk, som befandt sig ved et busskur på Hillerødvej. Han blev her sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, idet han ved visitation blev fundet i besiddelse af en joint og en mindre mængde hash.

Besiddelse af stoffer, Smørum

På en parkeringsplads på Flodvej traf en patrulje klokken 00.00 to unge mænd. Ved visitation blev den ene, en 19-årig mand fra Smørum, fundet i besiddelse af en joint, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Spirituskørsel, Helsingør

På H. P. Christensens Vej standsede en patrulje klokken 01.37 en 55-årig mandlig bilist fra Helsingør. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Efterfølgende blev en blodprøve udtaget med henblik på præcist at fastslå mandens eventuelle promille.

Røveri, Dyssegård

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 03.38, var en 19-årig mand fra Hellerup omkring ti minutter tidligere blevet udsat for røveri af to fremmede mænd, som havde passet ham op, da han gik ad Frederiksborgvej mod Vesterdalen. Den ene mand havde taget fat i den 19-åriges taske, mens den anden havde bedt ham lægge sig ned. Da han nægtede at gøre det, blev han slået i ansigtet flere gange. 

Det lykkedes herefter den 19-årige at slippe løs, hvorefter han løb. De to mænd fulgte dog efter ham på knallert og bad ham igen lægge sig ned, og med trusler om vold frarøvede de ham tasken samt en telefon, pung og en jakke. De to mænd kørte efterfølgende fra stedet på knallerten ad Sønderengen i sydvestlig retning.

De to personer beskrives som: 
A: mand, dansk af udseende, 17-19 år, 180-183 cm, almindelig af bygning, lys i huden. Iført sort halsedisse om hovedet samt sort tøj. Talte dansk. B: mand, dansk af udseende, 17-19 år, 180-183 cm, almindelig af bygning. Lys i huden. Iført sort tøj. Talte dansk. 

Personpåkørsel, Nivå

Klokken 06.41 indløb der anmeldelse om, at der var sket en personpåkørsel på Kystbanen ved Nivå. Patruljer kørte til stedet, hvor en kvinde blev fundet død. Togtrafikken var i en periode indstillet, mens politiets arbejde på stedet pågik. 
Af hensyn til de pårørende oplyses der ikke yderligere i sagen.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi