Nyt fra Hellerup i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hellerup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra personbil, Stenløse

En ukendt gerningsperson knuste mellem mandag klokken 17.00 og tirsdag klokken 07.30 ruden i en BMW personbil, som stod parkeret på Fasanvej. Fra bilen blev der stjålet midterkonsol og gps.

 

Tyveri fra personbil, Veksø

Mellem mandag klokken 18.00 og tirsdag klokken 07.40 knuste en ukendt gerningsperson ruden i en personbil, som holdt parkeret på Slotsgyden. Fra bilen blev der stjålet en computer.

 

Målrettet færdselsindsats, Helsingør

Som led i en målrettet færdselsindsats med fokus på skole- og cykelkontrol var Nordsjællands Politi tirsdag morgen til stede på Hovmarken. Her blev ti personer sigtet for ikke at anvende cykellugter i lygtetændingstiden.

 

Målrettet færdselsindsats, Kgs. Lyngby

Tirsdag morgen var Nordsjællands Politi til stede ved Jernbanepladsen som led i en målrettet færdselsindsats med fokus på ”bløde” trafikanter. I den forbindelse blev ca. 20 personer kontrolleret, og der blev skrevet en sag vedrørende en cyklist, som kørte frem mod rødt lys samt en sag vedrørende en bilist, som benyttede sig af håndholdt mobiltelefon under kørsel.

 

Kørsel uden førerret, Helsingør

En patrulje standsede klokken 08.23 en 21-årig mandlig bilist fra Gilleleje på Færgevej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, men dette kunne han ikke efterkomme, da han var idømt kørselsforbud. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Færdselsuheld, Fredensborg

På Kongevejen skete der klokken 09.17 et færdselsuheld, da en 63-årig mandlig bilist fra Fredensborg påkørte en mand, som førte en gaffeltruck. Uheldet skete formentlig som følge af, at den 63-årige bilist blev blændet af solen og ikke så gaffeltrucken. 

 

Føreren af gaffeltrucken blev grundet lettere tilskadekomst kørt med ambulance til behandling på hospitalet. 

 

Grundet køretøjernes placering var begge vognbaner i en periode spærret, mens der blev ryddet op efter uheldet. Klokken 10.22 kunne den øvrige trafik igen passere stedet uhindret.

 

Mistænkeligt forhold, Allerød

En beboer på Rønnealle anmeldte klokken 09.49, at en mand kort forinden havde banket på hans dør, men var forsvundet fra stedet, da han opdagede, at der var overvågningskameraer på adressen. Beboeren mistænkte derfor, at manden var på stedet for at begå indbrud, hvis der ikke havde været nogen hjemme. Den fremmede mand blev af beboeren beskrevet som værende: 17-20 år, mørk i huden og med fuldskæg. Iført sort jakke, sorte Adidas-bukser og sorte sko. 

 

Klokken 09.50 indløb der en lignende anmeldelse, da en kvindelig beboer på Kastaniealle anmeldte, at en fremmed mand klokken 09.30 havde banket på hendes dør. Da hun åbnede døren, spurgte manden på engelsk efter en person, som kvinden ikke kendte til. Hun mistænkte derfor også, at manden var på stedet for at begå indbrud, såfremt ingen åbnede døren. Den kvindelige beboer beskrev denne mand som værende: ca. 160-165 cm, østeuropæisk af udseende, mørkt halvlangt hår. Iført sort hættetrøje. Talte engelsk.

 

Patruljer kørte til området for at lede efter personer med de oplyste signalementer. Det var dog ikke muligt at udfinde nogen, som kunne sættes i forbindelse med de to hændelser.

 

Det formodes, at der kan være sammenhæng mellem episoderne grundet sammenfald i gerningstidspunkt og –sted.

 

Narkokørsel, Frederikssund

En patrulje standsede klokken 10.37 en 18-årig mandlig bilist fra Jægerspris på parkeringspladsen ved Circle K på Frederiksværkvej. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

 

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 18-åriges eventuelle narkopåvirkning.

 

Mistænkelig genstand fundet, Klampenborg

Der indløb klokken 11.38 anmeldelse om, at en borger havde fundet en granatlignende genstand nær en parkeringsplads på Dyrehavevej. Billeder af genstanden blev sendt til Hærens ammunitionsrydningstjeneste, som konstaterede, at der var tale om en øvelsesgranat, som de ville afhente med henblik på destruktion.

 

Sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Hillerød

Klokken 13.28 indløb der anmeldelse om, at en mand var blevet set på Torvet medbringende en pistollignede genstand. Patruljer kørte til området for at lede efter manden, og en 23-årig mand fra Hillerød, som passede til beskrivelsen, blev i den forbindelse truffet. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en hardball-pistol, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet hans adfærd var egnet til at forstyrre den offentlige orden og tryghed. Hardball-pistolen blev ved samme lejlighed konfiskeret.

 

Forsøg på indbrud, Allerød

En kvinde anmeldte klokken 14.32, at hun klokken 10.00 havde opdaget to personer, som var i færd med at bryde ind i hendes bolig på Havrevænget. De to personer havde forsøgt at opbryde et vindue ind til badeværelset, men da de opdagede den kvindelige beboer, var de flygtet fra stedet. 

 

De to gerningspersoner beskrives begge som: mand, 170-180 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med brunt mellemlangt krøllet hår. Iført mørkt tøj og sorte tynde arbejdshandsker.

 

Færdselsuheld, Helsingør

En 56-årig mandlig lastbilschauffør kørte klokken 15.14 i sydvestlig retning ad Kongevejen, hvor han i forbindelse med igangsætning før rundkørslen ved Klostermosevej påkørte en 27-årig kvindelig bilist fra Frederiksberg bagfra. 

 

Grundet bilernes placering var trafikken i en periode påvirket, og en patrulje måtte dirigere trafikken, indtil der var ryddet op efter uheldet. Klokken 15.59 var bilerne fjernet fra vejen, så den øvrige trafik igen kunne passere uhindret. 

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

 

Færdselsuheld, Helsinge

En 51-årig kvindelig bilist fra Helsinge kørte klokken 15.16 ad Frederiksborgvej i mordlig retning, hvor hun kørte ind i en rundkørsel uden at overholde sin vigepligt. I den forbindelse påkørte hun en 63-årig kvindelig cyklist fra Helsinge, som kørte i østlig retning fra Rådhusvej ind i rundkørslen. 

 

Der skete ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. 

 

Bilisten blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

 

Tyveri fra personbiler, Humlebæk

Mellem klokken 11.45 og 15.30 knuste en ukendt gerningsperson ruden i en personbil, som holdt parkeret på Gl. Strandvej nær Louisiana Museum. Fra bilen blev der stjålet en jakke og tasker med indhold. 

 

Også en anden personbil, som havde holdt parkeret samme sted mellem klokken 13.00 og 15.00 havde fået knust ruden. Herfra var der også stjålet en jakke samt alkohol.

 

Færdselsuheld, Hellerup

Klokken 15.46 skete der et færdselsuheld, da en 55-årig kvindelig cyklist fra Kgs. Lyngby påkørte en 42-årig kvindelig fodgænger fra Hellerup i krydset ved Hans Jensens Vej og Lyngbyvej. Grundet lettere tilskadekomst blev fodgængeren kørt med ambulance til hospitalet for behandling af sine skader, og cyklisten blev efterfølgende også tjekket på hospitalet.

 

Tyveri fra personbil, Frederiksværk

Klokken 16.15 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet en taske med indhold fra en personbil, der havde holdt parkeret på Bisp Absalons Vej. Tasken var blevet stjålet imellem klokken 15.15 og 16.10, og tyvene var kommet ind i bilen ved at knuse den lille trekantsrude i højre side af bilen.

 

Forkert læsset trailer, Skævinge

Klokken 16.45 blev en 40-årig mandlig bilist fra Kastrup standset og kontrolleret på Strøvej. På hans personbil var tilkoblet en trailer, hvor godset derpå ragede 1 meter ud over trailerens bagende, uden at dette var afmærket, og bilisten blev derfor sigtet for dette.

 

Tyveri fra personbil, Tisvildeleje

Klokken 16.15 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet en jakke og noget fiskeudstyr fra en personbil, der havde holdt parkeret på Bækkebrovej ved skoven. Genstandene var blevet stjålet imellem klokken 14.30 og 16.30, og tyvene var kommet ind i bilen ved at knuse den lille trekantsrude i højre side af bilen.

 

Tyveri fra personbil, Holte

Klokken 16.49 blev det anmeldt, at den lille trekantsrude i højre side af en personbil, der havde holdt parkeret på Kongevejen på toppen af Geels Bakke, var blevet knust. Efterfølgende var bildøren blevet åbnet og bilen gennemrodet, men der var umiddelbart ikke blevet stjålet noget fra bilen. Hændelsen var sket imellem klokken 14.45 og 16.45.

 

Lovgivning om euforiserende stoffer, Frederikssund

Klokken 17.44 var en patrulje forbi Sillebroens p-hus, hvor en 19-årig mand fra Jægerspris blev truffet, imens hans stod og røg en joint. Det førte til en sigtelse, ligesom han også blev visiteret, og på hans person blev der fundet et knojern, og han blev derfor også sigtet for at være i besiddelse af dette.

 

Kørsel uden førerret, Gilleleje

Klokken 17.45 blev en 23-årig mandlig bilist fra Fredericia standset og kontrolleret på Kystvejen. Her viste det sig, at han sad bag rattet uden den fornødne førerret, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Tyveri fra personbil, Humlebæk

Klokken 16.15 blev det anmeldt, at der var blevet stjålet en jakke samt to tasker med indhold fra en personbil, der havde holdt parkeret foran Louisiana. Genstandene var blevet stjålet imellem klokken 11.45 og 13.30, og tyvene var kommet ind i bilen ved at knuse den lille trekantsrude i højre side af bilen.

 

Lovgivning om euforiserende stoffer, Helsingør

Klokken 18.48 blev en 20-årig mand fra Helsingør truffet og visiteret på Haderslevvej. På hans person blev der fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af dette.

 

Lovgivning om euforiserende stoffer, Allerød

Klokken 21.10 blev en 31-årig mand fra København truffet og visiteret i en bil holdende ved Gydevang. På hans person blev der fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af dette.

 

Spirituskørsel, Dronningmølle

Klokken 21.33 anmeldte et vidne, at han tilbageholdt en bilist på Nettos p-plads, idet bilisten fremstod beruset. En patrulje blev sendt til stedet, hvor bilisten blæste alkometeret op over det tilladte, hvorfor han, en 63-årig mand fra København, blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå mandens eventuelle promille.

 

Stor ros til anmelderen for at tage affære.

 

Narkokørsel, Hillerød

Klokken 02.40 blev en 25-årig mandlig bilist fra Hillerød standset og kontrolleret på Horsevænget. Her fik han narkometeret til at slå ud for kokain, hvorfor han blev sigtet for dette og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi