Pluk vilde blomster i naturen: Gode råd og regler

Profilbillede
dato

De smukke, vilde blomster står i fuldt flor for tiden. Du finder dem blandt andet i vejkanten og i skoven. Men har du helt styr på, hvor og hvor mange blomster det egentligt er tilladt at plukke i naturen? Læs med her og bliv klogere herpå. 


Regler om plukning af vilde blomster 
Du må som hovedregel plukke vilde blomster overalt i de danske, offentligt ejede skove og langs grøftekanter. I private skove må du kun plukke det, du kan nå fra vej og sti. 

Det betyder også, at du skal lade landmandens blomstermark stå – eller spørge ham/hende pænt, om du må plukke en håndfuld.

Når du plukker, må du tage til eget brug, hvilket er omkring en posefuld – så er der også til den næste forbigående. Du skal altid lade roden stå tilbage, så du ikke beskadiger naturen.  Lad vær med at plukke blomster i områder med skiltning som fx parker. 

Du kan genkende statens skove på de røde pæle, der står ved indgangen til skoven. På pælene finder du også Naturstyrelsens logo.

Læs mere om Naturstyrelsens regler om indsamling i vores skove her.


Gode råd til, når du plukker vilde blomster 
Selvom du måske oftest tilfældigt kommer fordi et sted med smukke, vilde blomster og får lyst til at tage nogle med hjem, er der alligevel et par råd at hente, hvis du forbereder en tur med formålet om at plukke en buket. 

  • Medbring en god saks, evt. en grensaks, der kan klippe selv de tykkeste stilke.
  • Her kan handsker være en god idé, da mange blomster kan have fæle torne på siderne.
  • En pose eller en kurv er god til at transportere blomsterne i.


Blomsterne egner sig godt til sensommerens smukke middagsborde eller som pynt i din vindueskarm. Men husk altid på naturen, når du plukker af den. De vilde blomster er til glæde for mange insekter og bier. Lad derfor nogle af blomsterne stå, så de kan smide deres frø. Så vil der også være blomster til næste sommer.  

Kilde: Miljøministeriet / Naturstyrelsen